Meningsskabende tilfældigheder

Kinna Poulsen

Ett tåg har rullat in. Här står vagn efter vagn,

men inga dörrar öppnas, ingen går av eller på.

Finns det några dörrar ens? Därinne vrimlar det

av instängda människor som rör sig av och an.

De stirrar ut genom de orubbliga fönstren.

Och ute går en man längs tåget med en slägga.

Han slår på hjulen, det klämtar svagt. Utom just här!

Här sväller klangen ofattbart: et åsknedslag,

en domkyrkoklockklang, en världsomseglarklang

som lyfter hela tåget och nejdens våta stenar.

Allt sjunger. Ni skal minnas det. Res vidare!

Tomas Tranströmer

"Domino". Fra serie af stentryk. 56 x 76 cm. 2012

Blandt de efterhånden ganske mange kunstnere, der er tilknyttet det grafiske værksted Steinprent i Tórshavn, har Bjarne Werner Sørensen sin helt specielle plads med et mangeårigt og frugtbart samarbejde med værkstedets drivende kræfter, Jan Andersson og Fríða Brekku, der bl.a. har resulteret i de tre grafiske serier, hvor udvalgte tryk ses afbildet i nærværende katalog og som har et tidsmæssigt spænd på ti år. Samarbejdet går dog helt tilbage til 1996, der var samme år som Bjarne Werner i samarbejde med Goethe Instituttet i København arrangerede udstillingen “FAR OUT Natur arbeitet für die Kunst” i Færøernes Kunstmuseum i Tórshavn, hvor de tre tyske billedkunstnere Raffael Rheinsberg, Nikolaus Nessler og Erwin Wortelkamp udfordrede den færøske kunstopfattelse med installationer, som de skabte på grundlag af færøsk natur og samfundsforhold. Bjarne Werner mødte litografen Jan Andersson i forbindelse med et grafiksymposium, som foreningen Danske Grafikere, hvor Bjarne Werner var formand, arrangerede i Tórshavn. 1996 var ligeledes året, da Bjarne Werner mødte den færøske digter og billedkunstner, Tóroddur Poulsen, som han to år efter indledte et samarbejde med. Det var en mappe med grafiske blade betitlet “Otium” med digte af Tóroddur Poulsen, som Jan Andersson trykte på Det Grafiske Værksted i Hjørring. Samarbejdet fortsatte på Færøernes Grafiske Værksted på kunstmuseet i Tórshavn i 2001 med den gennemillustrerede originallitografiske digtsamling “Villvísi”.

Fra Villvísi. Opslag side 8 og 9

Selv om Bjarne Werner er bosiddende i Danmark, hvor han har en aktiv karriere som billedkunstner, har han også i mange år haft en betydningsfuld rolle i færøsk kunstliv, i værkstedet Steinprent, som arrangør og kurator af udstillinger, og som medlem af Heystframsýningin, hvor han også har stået for fremstillingen af udstillingskatalogerne, hvilket var belejligt eftersom Bjarne Werner driver trykkevirksomheden Fluxprint. Hvis jeg tilføjer, at han er uddannet på Det Jyske Kunstakademi med John Olsen som lærer, at han er forhenværende formand for Danske Grafikere og nuværende formand for Billedkunstnernes Forbund, samt konsulent ved det grafiske værksted på Statens Værksteder for Kunst, kan jeg måske tillade mig at konkludere, at Bjarne Werner er en travl mand og en veletableret og erfaren billedkunstner. Hvilket også er nødvendigt for at favne tilfældigheden i en sådan grad som Bjarne Werner gør det i sin kunst. Han er inspireret af den surrealistiske cut-up metode, som Brion Gysin ved et tilfælde genopfandt i halvtredserne. Gysin havde en bunke aviser på bordet for at skåne bordpladen imod at blive ridset, mens han skar billeder og tekster ud af aviserne med et barberblad. På denne måde dukkede der forskellige billeder og tekster op. Gysin kunne lide de uventede og ofte upassende sammensætninger af tekst og billeder og begyndte at bruge denne tilfældige metode bevidst i sin billedkunst, hvilket inspirerede forfattere som William Burroughs til at bevæge sig i samme retning.

Som grafiker er Bjarne Werner Sørensen meget teknisk bevidst. For ham handler det primært om et mellemværende med den enkelte sten som bærer af et billede. Men en vigtig grund til at han er optaget af grafik og litografi ligger i muligheden for at kombinere billederne. Bjarne Werner er optaget af hvad han kalder “sammenbragte koordinater”, af to billeder kombineret giver et tredje og i reglen et uforudsigeligt, billede. I litografiserien ”Matrix” fra 1998 har Bjarne Werner arbejdet med denne metode på en struktureret, matematisk måde, hvor han ved at kombinere de litografiske sten er nået frem til 105 tryk, der er hængt op i en rektangulær installation efter en vis orden, der er fleksibel, eftersom ophængningen af de enkelte tryk kan varieres fra gang til gang.

Matrix installation. Litografier. Statens Værksteder for Kunst. 1998

Bjarne Werner har på forskellige måder arbejdet med det samme udgangspunkt gennem tiden, flere gange i projekter, der har involveret musik. Musikken har i det hele taget meget stor betydning for Bjarne Werner, som også arbejder med sine kompositioner lidt på samme måde som musikere og komponister skaber deres værker med mere eller mindre enkelte eller komplekse sammensætninger af værkets dele, af melodi, harmoni og rytme med gentagelser og variationer. Selv om billederne ikke som sådan er skabt ud fra en egentlig matematisk formel, kan man som beskuer blive påmindet om komponisten Per Nørgårds uendelighedsrække, når man oplever Bjarne Werners grafiske værk. I halvtredserne var det stadig Arnold Schönbergs tolvtonemusik, der dominerede inden for samtidsmusikken. Nørgård var træt af tolvtonemusikken strenge regler og søgte efter en mere organisk og selvgenererende struktur. Han havde forestillingen om en musik, der var baseret på én enkelt tonestrøm og med dette udgangspunkt fandt han frem til uendelighedsrækken, som siden har dannet grundlag for mange musikværker. Per Nørgård er selv for længst gået videre som den søgende kunstner, han er, og det er Bjarne Werner Sørensen for så vidt også, for han søger stadig at sætte nye og anderledes krav til sig selv, i et forsøg på at leve op til den grænseoverskridende musiker Bill Laswell’s antiautoritære credo “Intet er sandt, alting er tilladt”.

"Stenskygger". Stentryk. Billedstørrelse 42 x 31 cm. 2002

Litografierne i den elegante Otium-mappe fra 1998 gav en forudanelse af en fremragende synergieffekt mellem Bjarne Werner Sørensen og Tóroddur Poulsen. En fornemmelse, der i høj grad blev bekræftet af den vellykkede originallitografiske digtsamling “Villvísi”, hvor billeder og digte er sammenflettede som vildtvoksende arabesker på det strukturerede kvalitetspapir, og hvor de håndskrevne ord bliver ligestillede dele af det visuelle billedsprog. Digterens ujævne skrift ligger til tider ovenpå eller under billedkunstnerens lag af former og mønstre. Jan Andersson fortæller, at det var en del af selve konceptet, at de to kunstnere stod hver for sig og arbejdede uden overhovedet at skele til hvad den anden gjorde. Desto mere mærkværdigt er det, at sammenhængen i bogen forekommer så fuldkommen, at det er svært at forestille sig digtene uden billedelementer eller billedelementerne uden ord. De to kunstarter flyder sammen, ordene omskabes og minder om ornamentale gitterværk, mens de abstrakte billedelementer ligner gådefulde tegn, der venter på at blive dechifreret.

"Otium, mappens forside". Litografisk mappe af Bjarne Werner og Tóroddur Poulsen. 1998

"Otium 1". Mappe med 5 stentryk 65 x 50 cm, af Bjarne Werner og Tóroddur Poulsen. 1998

"Otium 4". Mappe med 5 stentryk 65 x 50 cm, af Bjarne Werner og Tóroddur Poulsen. 1998

"Otium 5". Mappe med 5 stentryk 65 x 50 cm, af Bjarne Werner og Tóroddur Poulsen. 1998

"Otium 2". Mappe med 5 stentryk 65 x 50 cm, af Bjarne Werner og Tóroddur Poulsen. 1998

"Otium 3". Mappe med 5 stentryk 65 x 50 cm, af Bjarne Werner og Tóroddur Poulsen. 1998

"Otium, mappens forside". Litografisk mappe af Bjarne Werner og Tóroddur Poulsen. 1998

Inden for musikken bruger man begreber som horisontal og vertikal til at karakterisere hvorvidt der i de pågældende musikstykker lægges særlig vægt på melodi eller harmoni. Musikhistorisk skelnes eksempelvis imellem den horisontale renæssancemusik, hvor melodien bærer hele kompositionen og den gennemkomponerede vertikale barokmusik. Hvis Bjarne Werner litografier var musikalske kompositioner kunne vi karakterisere dem som på én gang horisontale og vertikale. For samtidig som en horisontal, sammenhængende og bølgende bevægelse går igennem de fleste af hans grafiske værker, kan de enkelte billeder være opbygget vertikalt, lagvis harmoniseret med brede akkorder og smalle melodilinjer, der snor sig mellem hinanden på billedfladen i en bevægelse, hvorpå vi hverken kender begyndelsen eller enden. Selv om vi ikke kan se noget landskab eller en horisontlinje i nogle af disse billeder, har de helt sikkert noget med natur at gøre. Formerne er organiske, ligesom farverne virker naturlige og organisk funderede. Malerens farvesans fornemmes tydeligt, men det er en fremragende formsans, der demonstreres i de grafiske billeder, der fascinerer i foreningen imellem det følsomme og styrede og det vilde og uhæmmede.

Litografiseriernes titler henviser for det meste til naturfænomener, “Stenskygger” henviser også helt håndgribeligt til litografiteknikken, imens “Indfald” jo både kan referere til en idé´s opståen og til lysindfald i et rum. Titlen på den nyeste serie litografier kunne tyde på, at noget nyt er ved at ske, i al fald har ”Domino” som sådan ikke noget med natur at gøre. Enkelte af de nye litografier forekommer da også næsten foruroligende anderledes i forhold til Bjarne Werner Sørensens tidligere værk. Det er som om at nogle af billederne i deres opbygning udviser en form for geometrisk abstraktion med landskabsassociationer til solopgange, der forekommer alt for gammeldags i forhold til en sofistikeret samtidskunstner. Men hvis man tænker sig om, er sammenhængen måske alligevel ikke så langt væk i forhold til et værk, der er styret af tilfældighedsprincipper i styrede serielle kombinationer. Domino henviser jo om noget til tilfældighedernes spil og faktisk er alle formerne i Bjarne Werners Dominoserie, både de trekantede og de cirkulære, uregelmæssige. Den geometriske struktur har fået et lille skub således, at alle billedelementer fremstår en anelse skæve og uregelmæssige. Jo længere man kigger på billederne i serien, jo mere kommer du i tvivl som beskuer over hvad det i virkeligheden er, du ser. Det, som i ét billede ligner livgivende solstråler, minder i et anden version mere om et hul i papiret og på samme måde som det er gældende for Edgar Rubins berømte vase, er det umuligt at fastholde flere opfattelser på én gang. For enten ser du figuren, eller også ser du dens baggrund og det er som om de forstyrrer hinanden, kompositionens forskellige lag i disse mærkværdigt strittende, uhomogene billeder.

Anskuer vi Bjarne Werners billeder som en slags landskaber, ligger det lige for at sammenligne med færøsk kunsts kronisk storslåede landskab. Men i stedet for at gengive landskabet i prægtige panoramaskildringer, går Bjarne Werner Sørensen en helt anden vej. Måske er vi så tæt på eller så fjernt fra motivet, at vi hverken kan se eller overskue det. Variationer, transformationer og den bevidste dyrkning af tilfældigheder i Bjarne Werners gentagelser minder om om de komplicerede geometriske figurer, der kaldes for fraktaler. Fraktaler er som bekendt uregelmæssige, hullede eller krøllede strukturer, der forekommer forskellige steder i naturen, feks. i de grønne Romanesco blomkålshoveder. Det specielle ved fraktale strukturer er jo, at der hver gang du forstørrer dele af dem, dukker nye strukturer op, som er identiske med hovedstrukturen. Den serielle og tilfældige struktur giver hermed en højere mening i naturens orden på samme måde som gentagelser og ordener faktisk ikke er mere tilfældige eller mindre betydningsfulde end selve skabelsesprocessen. Biosemiotikere er for længst nået frem til samme konstatering som kunstnere har haft før dem, at det i virkeligheden ikke er let at undgå et begreb som mening, da alle biologiske processer giver mening på en eller anden måde. Da jo selv de allermindste bakterier er udstyret til målrettet opførsel, hvor de enten søger mod den maksimale koncentration af næring eller forføjer sig væk fra andre potentielt truende bakterier.

I Tomas Tranströmers digt er det mandens tilsyneladende tilfældige og meningsløse gentagelse med forhammeren, der transformerer den stendøde og klaustrofobiske rutine til en storslået åbenbaring. Det er ikke en religiøs oplevelse som sådan, for den omfatter ud over domkirkeklokkerne også hele universet. Vi kan måske mere tale om en kunstnerisk eller musikalsk åbenbaring, der forekommer altfavnende, eksistentiel og tilfældig på samme måde som skabelsen. Vi ved, at alle kunstværker har hver deres skabelsesberetning og at Bjarne Werner Sørensens værkers skabelse er musikalsk motiveret, og at den ligeledes synes påvirket af bevidsthed omkring tilfældigheden som betydningsskabende instans. Når vi ser på hans billedserier samlet, er det tydeligt at se hvorledes kunstneren forsøger at undgå alle forudbestemte systemer gennem bittesmå forskydninger og variationer i værker, der synes præget af evig bevægelse.

Michel Ekman: Tranströmerviser storheten i det vardagliga. Svenska Dagbladet. 6/10-2011

Kinna Poulsen: Sten er også sprog í Stensætninger. Tóroddur Poulsen. Kunstmuseet i Tønder. Museum Sønderjylland. 2008

Jesper Hoffmeyer: Mellem lyd og krop í Mangfoldighedsmusik. Gyldendal 2002

Kinna Poulsen: Villvísi - Listarbók og bókarlist. Dimmalætting 19/5-2001

Mai Misfeldt: Billeder i drift. Katalogtekst Seachange 1997

Pól á Kletti: Listin er markleys. Samrøða við Bjarne Werner Sørensen. Dimmalætting 21/9-1996